booked.net

Thailands glemte paradis

Lagt på www.berlingske.dk lørdag den 21. oktober 2006 kl. 03:30
 

Af Ole Damkjær

Indtil for få år siden havde de rygsækrejsende hele herligheden for sig selv. Sådan er det ikke mere. Ikke mindst efter tsunamien har rejseselskaberne også fået øje på Thailands anden største ø, Koh Chang, hvor der dog fortsat er albuerum og tropisk idyl.

SONGKRAM KAN STADIG huske, hvordan det var, inden turisterne begyndte at ankomme. Men den 48-årige buddhistiske munk klager ikke. Turisterne har givet de lokale øboere flere penge mellem hænderne, og det betyder, at der falder flere almisser af til den kronragede munk i de orange gevandter, når han fra tid til anden forlader sin primitive hytte i bjergene og bevæger sig ned til landsbyen Hat Sai Khao, der i de senere år er blevet udbygget med hoteller, barer, restauranter og sågar et lille airconditioneret supermarked.

Songkram beder os smage på lækkerierne - skåle fyldt med ris, forskellige stærke saucer, stegte grønsager og saftige frugter, da vi passerer hans lille bræddeskur på pæle på vej op af bjerget Chom Prasat

Forude venter timers vandring ad stejle, smalle stier, der snor sig som en slange på den regnskovsklædte bjergside. I sandhed et ubeboet vildnis med gigantiske træer, der er dejset om af alderdom og blokerer den ofte usynlige sti, som kun guiden Tok kender og rydder med sin machete.

Her er 30 meter høje bambus og mandshøje bregner og på den rette årstid brusende vandfald. Her er store termitbo og her og der lyden af vilde dyr i junglens ellers absolutte stilhed. Og så er der fugtigt som i en sauna, men samtidig også behageligt »køligt,« fordi solen kun glimtvis kan trænge igennem junglens tykke tæppe af blade, lianer og andre gevækster.

Thailands glemte paradis

 

REGNSKOVEN ER OM noget et særkende ved Thailands måske sidste tropeparadis - øen Koh Chang i den aller østligste del af Siambugten. Ikke mindre end 75 procent af den tropiske ø, der er 30 kilometer lang og 14 kilometer bred, er dækket af tæt, jomfruelig regnskov, som har langt bedre chancer for at overleve end mange andre steder, hvor turisterne sætter deres fodspor. For junglen på Koh Chang, der er Thailands anden største ø efter Phuket, har fået status af nationalpark og går for at være en af de mest uspolerede i hele Sydøstasien, hvilket er en væsentlig grund til, at Koh Chang også kaldes Sydøstasiens sidste paradis

At dette tilnavn ikke er helt ufortjent bekræftes, da vi når til tops og belønnes med en storslået udsigt. Kystlinien med de hvide strande mod vest og den tropiske regnskov så langt øjet rækker mod øst, hvor solen nu er kommet så højt op på himlen, at heden rammer som en forhammer.Med ømme ankler og en af de mere sjældne naturoplevelser rigere står fire timer senere igen ved foden af bjerget med direkte kurs mod en dukkert i det turkise hav ved White Sand Beach.

 

White Sand Beach er den nordligste af Koh Changs mange sandstrande. Hotellerne ligger i første række ud til stranden med den smalle landevej - der gør det ud for »hovedgaden« i de små byer langs kysten - til den anden side. Hvor der er plads, er der her og der opført hoteller og småforretninger på den anden side af vejen - men der ikke meget plads, for så kommer junglen og bjergene, og derfor er der grænser for, hvor mange turister tropeøen kan absorbere.

Det er faktisk ikke så mange år siden, at Koh Chang - der også kaldes Elefantøen, fordi den har form som en elefant - kun fik besøg af unge rygsækrejsende, der flygtede fra masseturismen på Thailands mere kendte destinationer. De med rygsæk er her stadig, men de fleste er rykket længere ned ad kysten - mod den sydlige og mere øde del af øen. Men rygsækfolket mænger sig også med rejsebureauernes rejsende længere nordpå, hvor hotellerne flere steder er en usædvanlig blanding af femstjernede resorts, små familiedrevne pensioner og strandgrunde med primitive hytter i første parket til havet til kun 300 THB (knap 50 kroner).

»Koh Chang er i dag, hvad Phuket og de andre destinationer i det vestlige Thailand var, inden disse steder for alvor blev populære,« fortæller rejsebureauet Kuonis lokale guide.

 

KOH CHANG KOM for alvor på charterturisternes verdenskort efter tsunamien anden juledag 2004. Flodbølgen spredte død og ødelæggelse i de velkendte rejsemål i det vestlige Thailand, mens paradiset på Koh Chang i den østligste hjørne af Smilets Land forblev uberørt. Siden er det gået stærkt, men der er stadig albuerum, hvilket ikke kun hænger sammen med, at den fredede og ufremkommelige jungle sætter en naturlig grænse for antallet af sengepladser.

Der er et par andre forklaringer. Den første er, at de solhungrende turister vil have strand og vand, og det findes primært på vestkysten af Koh Chang og mod syd, hvor en af øens mest maleriske udflugtsmål befinder sig: Den lille fiskerlandsby Bang Bao, der står på pæle i en uspoleret bugt, og hvor restauranterne serverer øens bedste grillede fisk.

Den østlige del er til gengæld klippekyst og derfor ikke umiddelbart egnet til en udbygning af turismen. Men østkysten er både smuk, interessant og absolut en udflugt eller to værd, og transporten foregår i en song thaw - en grisebil eller pick-up, der stort set er de eneste biler, der kører på øen. Man sidder på ladet, der ofte er dækket af et soltag, så man ikke ender med at blive stegt som pattegris, inden man når ø-turen igennem.

 

Alternativt kan man også leje en motorcykel eller knallert, men det kan kun anbefales de, der føler sig sikker på en tohjulet, da vejen er både snoet og stejl. Til gengæld er asfalten de fleste steder ok, da det ikke er så længe siden, at Koh Chang fik sin første rigtige vej. Den løber rundt langs kysten, men ikke hele vejen rundt. Midt på sydøen standser vejen brat som et meget synligt bevis på, at Koh Chang nok er ved at blive indhentet af globaliseringen - men i sit eget adstadige tempo.

Den anden forklaring på, at Koh Chang indtil for nylig har fået lov til at passe sig selv, er, at tropeøen er mere besværlig at nå end flere af Thailands øvrige turistmagneter. Man skal flyve til hovedstaden Bangkok og derfra godt 400 kilometer videre med et lokalt fly eller bil til byen Trat i landets sydøstlige hjørne. Derfra med færge i en halv time til nordspidsen af Koh Chang.

 

ØEN ER FØRST og fremmest for folk med trang til ro og fred. Der er ingen diskoteker, natklubber eller andre af den slags etablissementer, hvor man kan slå sig løs til ud på de små timer. Det skulle da lige være rygsækfolkets fuldmånefester på stranden nede sydpå.

På »hovedgaden« i White Sand Beach kan man få dulmet en eventuel økuller og dækket sit behov for at være på i internetcafeen, og der er dykkerskole med udlejning af udstyr. Havet lige i nærheden af Koh Chang er ikke specielt velegnet til dykning og snorkling, men det er pærenemt at springe på en af de både, der sejler ud til de mange småøer mod syd, hvor mulighederne for oplevelser under havet er langt bedre. På flere af de små naboøer kan man tage en overnatning i en simpel bungalow, mens øen Ko Kood - Thailands fjerdestørste ø - også byder på mere luksuriøse resorts.

Vil man benytte opholdet på Koh Chang til at snuse til den nyeste destination på masseturismens verdenskort - Cambodia - står de lokale på tæer for at hjælpe. Thailands naboland ligger lige øst for Koh Chang, og Cambodia kan nås på fem-seks timer i bil. Området, der kan udforskes på en to dages tur, er ikke kun interessant på grund af dets natur - et stort floddelta med massive mangrover. Det var også her, at Cambodias massemordere - De Røde Khmerer - fortsat holdt skansen for ikke så mange år siden. Først i 1998 overgav de sig til regeringsstyrkerne, og først da blev området sikkert at færdes i.

 

 

MEN MÅSKE ER det først og fremmest behovet for at koble af, der trænger sig på - ikke mindst, hvis turen til Koh Chang kombineres med et stopover i det sydende Bangkok, der byder på en fascinerende hybrid mellem spændende sightseeing og hæsblæsende powershooping.

Så er det balsam for sjælen at ankomme med færgen til Koh Chang, hvor havet er stille og roligt - når det ikke er regntid, hvor bølgerne kan være lumske - og derfor er Koh Chang et hit for små børn. Og det med roen betyder ikke kun, at det er småt med bølger. Her er heller ingen larm fra vandscootere eller speedbåde, som myndighederne har bandlyst langs Koh Changs strande.

Tidevandet er kraftigt, og når havet trækker sig tilbage allersidst på eftermiddagen, begynder tjenerne at bære borde og stole ud på det fugtige strandsand. Til de, der foretrækker at indtage aftenmåltidet i liggende stilling, er der madrasser.

De ømme ben efter bjergturen kommer sig efter en omgang thaimassage, og efter endnu en storslået solnedgang, sænker mørket sig, og dagens fangst af fisk og skaldyr nydes til skæret fra en lille petroleumslampe, mens ungerne har stranden som en stor legeplads.

Det er, som det er med munken Songkram i hans lille hytte oppe på bakken: Man klager ikke...

Thailands glemte paradis